26 mar Musik på midtbyens Folkehuse
Er du til jazz, art-pop eller avant-soul? Eller er du nysgerrig på fremtidens artister? Mød tre acts fra Det Jyske Musikkonservatorium, når de præsenterer deres musik på nogle af byens folkehuse.
Musikken rykker ind på midtbyens folkehuse, når Det Jyske Musikkonservatorium præsenterer tre forskelligartede artister fra konservatoriet. De tre
folkehuse, hvor man kan opleve musik, er Folkehuset Ankersgade, Folkehuset Vestervang og Folkehuset Møllestien.
Ved hvert af de tre folkehuse kan alle, der har lyst til at være med, følge med i samlet flok, når turen går mod den store åbningskoncert, Lydsporet fra en by.
Afgange mod åbningskoncerten
Møllestien 16:30
Vestervang 16:25
Ankersgade 16:15
PROGRAM
Ankersgade kl. 12.30: Laura Veltri and Mandy Neukirchner
Mandy Neukirchner og Laura Veltri, som begge er musikere og komponister, mødtes i Aarhus i efteråret 2021. Sammen besluttede de at danne en jazz-guitarduo, hvor de kan skabe musik, der blander deres forskellige baggrunde og interesser. Duoen arbejder både med egen originalmusik og omarrangerede jazzstandarder.
Vestervang kl. 13.30: Maline
‘Maline’ er et artpop-projekt, hvor inderlige, relaterbare tekster om et liv med og uden kærlighed balanceres på organiske beats og et omfavnende synthunivers. Med referencer til Susanne Sundfør og Lowly rummer Malines katalog alt fra dybtfølte ballader til episke kompositioner.
Den stærke vokal og ordene er i fokus i de dansksprogede sange, der omhandler længslen efter at blive elsket og passet på, holdt om og rørt ved og frygten for at blive forladt. Sangskriver Maline sætter ord på sine følelser og formidler dem med en særskilt nerve i et limbo mellem styrke og skrøbelighed.
Møllestien kl. 14.30: nikkipax
nikkipax bruger sin kompromisløse ærlighed til at skabe avant-soul med fortællinger om omsorg, medmenneskelighed og problematikken ved bystander-effekten. Med udgangspunkt i sit eget liv skaber hun musik, med et ønske om forandring, lighed og social bæredygtighed.
I musikken kan man tydeligt høre hendes baggrund i klassisk kor og en enorm kærlighed til det minimalistiske, men frem for alt kan man høre historien om at få omsorgen tilbage.
Minifestival på Det Jyske Musikkonservatorium
I anledning af åbningen af Music City Aarhus 2022 arrangerer Det Jyske Musikkonservatorium en minifestival i Musikhuset samt på udvalgte folkehuse i byen.