AGF præsenterer morgendagens hit på Ceres Park

I foråret kan man få en ny musikalsk oplevelse inden AGF spiller sine hjemmekampe i Ceres Park. I et nyt projekt under Music City Aarhus 2022 ved navn Byens Hold – Byens Musik vil AGF nemlig præsentere fire upcoming artister fra den aarhusianske musikscene.

Musikken rykker ind i Ceres Park i foråret, når AGF præsenterer upcoming artister fra den aarhusianske musikscene forud for holdets kampe. Det sker på en scene i AL Bank Fanzonen inden AGF’s kommende hjemmekampe.

Byens Hold – Byens Musik kulminerer med en koncert til sommer på GrimFest, hvor et af de fire deltagende bands vil optræde – udvalgt af GrimFest selv.

Music City Aarhus 2022 bakker op om projektet med støtte, og koncerterne kommer til at indgå i Music City Aarhus 2022 officielle program for det store musikbyår.

Vækstlaget kommer på Ceres Park

En af initiativtagerne til Music City Aarhus 2022, John Fogde, er også involveret i Byens Hold – Byens Musik. Fogde – der nu er chef for Lydens By i Struer – fungerer som kunstnerisk konsulent på projektet. Han har således bidraget i udvælgelsen af de artister, der kommer til at optræde på scenen ved Ceres Park.

Første gang man vil kunne opleve Byens Hold – Byens Musik bliver ved AGF’s kamp mod Viborg FF den 14. april, hvor The Caravans går på scenen som det første bands i en serie af fire koncerter.

Derefter kommer der til at være lokalt live-musik inden AGF’s resterende hjemmekampe i 3F Superligaen i foråret – og så kulminerer det hele altså med en koncert på GrimFest i august 2022.

Koncerterne i AL Bank Fanzonen er gratis og åbne for alle – uanset om man skal til fodbold bagefter. Udover støtten fra Music City Aarhus 2022 er Byens Hold – Byens Musik også støttet af Kulturarrangementspuljen i Aarhus Kommune

Mere end musikken

Byens Hold – Byens Musik handler også om at udforske mulighederne for erfaringsudveksling mellem musik- og fodboldbranchen. For der er mange lighedspunkter mellem de to ellers så forskellige universer.

Hvordan får man for eksempel sin uddannelse til at passe ind i sin musik eller fodbold? Hvilke redskaber kan et ungt menneske bruge i forhold til at blive bedre? Det er blot nogen af de dilemmaer, som fodbold- og musiktalenter har til fælles.

Derfor vil der også i musikåret 2022 blive arrangeret en paneldebat om talentudvikling og passion med et kig ind i både fodboldens og musikkens verden. Og AGF vil facilitere en workshop for unge fodboldspillere og unge musikere, der kan få lejlighed til at erfaringsudveksle og møde hinanden. Ligeledes vil der blive tilbudt inspirationskurser med fysiske trænere og stab til musikere om, hvordan man performer bedst i en koncentreret periode og forbereder sig godt.

Men først gælder det den første koncert af fire til Byens Hold – Byens Musik, når AGF spiller hjemme i Ceres Park i foråret. Første gang man kan opleve det nye musik er den 14. april.

– Vi glæder os til at åbne vores scene og stadion op for byens musikliv og ikke mindst til samtidig at bygge bro mellem musikken og fodbolden. Det er to brancher, der kan lære af hinanden og finde inspiration. Mens scenen er den konkrete platform for Byens Hold – Byens Musik vil vi også arbejde med forskellige tiltag, der kan åbne op for inspiration mellem musikken og fodbolden.

Hanne Bisbo Stadsgaard, eventchef i Ceres Park & Arena.

– Music City Aarhus 2022 handler om at fejre byens musik og styrke musiklivet i byen. Og det er i den forbindelse en rigtig god ide at forbinde byens hold med musikken. Der har i mange år været en stærk forbindelse mellem det århusianske musikmiljø og AGF. Så vi er glade for at støtte projektet og ser frem til at se det folde sig ud som en del af Musik City Aarhus året.

Jesper Mardahl, sekretariatsleder ved Music City Aarhus 2022.

– Vi ønsker at præsentere artister med stor diversitet, som viser mangfoldigheden i det lokale musikmiljø. Vores ambition er at præsentere den højeste kvalitet fra vækstlaget, og måske endda nogen af dem, der kan blive det næste store navn. Her får de muligheden for at komme ud til et stort og anderledes publikum end de er vant til på de små spillesteder.

John Fogde, initiativtager til Music City Aarhus og konsulent for Byens Hold – Byens Musik.

– Alle der holder af byens musik, er på hold sammen. Og det her er en fremragende måde, hvor på vi kan blive inspireret og samtidig få et fedt nyt band ud til os til at optræde til sommer. Vi glæder os til at følge koncerterne og til at finde ud af, hvem vi skal sige velkommen til, når den næste GrimFest går i gang til august.

Aage Stokholm, arrangør, GrimFest

Samlet program for Byens Hold – Byens Musik

In Caravans – Torsdag den 14. april

KOM VI LØBER – Søndag den 24. april

Little Winter – Søndag den 8. maj

Josva – Lørdag den 21. maj

Flere nyheder