
17 dec BROD + PATER
Kom til dobbeltkoncert på HeadQuarters med Brod og Pater. Det bliver en festlig aften i indierockens og poppens tegn!
BROD
Den aarhusianske femmandsgruppe leverer intens, dansksproget indierock med både ømtålelig historiefortælling og hårdtslående energiudladninger. Flyd med på bølgen af lyd og lad den sprede sig i kroppen.
BROD er aktuelle med det spritnye debutalbum “Stride Strømme”, som blev udgivet d. 25/11 på eget label. Det ni numre lange værk blev blandt andet markeret af Bands Of Tomorrow, som tilføjede det til listen over ugens vigtigste albumudgivelser med ordene: ”Den aarhusianske kvintet bevæger sig i spændingsfeltet mellem det rummelige og det skæve”
Sangteksterne er alle skrevet af forsanger Bertil Norup, som beskriver dem således: “En ung mands tankeflod fyldt op af såvel bombastiske følelsesudladninger som skrøbelige, til tider krøllede lyriske krumspring.”
BROD består af: Bertil Norup (sang, guitar), Asbjørn Busk Horne (bas, kor), Nikolaj Jackson (synth/keys, kor), Simon Melin (guitar) og Esben Damgaard (trommer).
PATER
Paters musik tager udgangspunkt i forsangeren Stines sange om stivnede idealer, køn og relationer. I mødet mellem de brutale tekster og musikernes nærvær og begejstring opstår PATERs lyd. Blandt de syv medlemmer er to søskendepar og fire kollektivroomies. Dén tryghed stråler igennem i en intens liveoplevelse, hvor blæs, percussion, samples og synth vender vores forventninger til pop på hovedet.