Filmpremiere: Bamse

Filmpremiere: Bamse

Historien om den folkekære Aarhus-musiker Flemming “Bamse” Jørgensen er blevet til en smuk film. Glæd dig til en rørende biografoplevelse!

Nu kan historien om den aarhusianske musiker og sanger Flemming “Bamse” Jørgensen opleves på det store lærred. D. 25. august har filmen “Bamse” premiere. I det danske feel-good-drama kommer vi helt tæt på folkekære Flemming “Bamse” Jørgensen, der har givet os klassikere som “Vimmersvej” og “I en lille båd der gynger”. Vi følger Bamses liv med både op- og nedture, men først og fremmest med musikken og med Aarhus som hjem.

Flemming “Bamse” Jørgensen havde oprindeligt 11 søskende, men blev som spæd bortadopteret til et direktørægtepar, som ikke kunne få børn. Faren ønsker, at Flemming en dag skal overtage familiens fabrik, men Flemming har andre planer og bliver en del af bandet Bamses Venner. 

Selvom succesen er enorm for Bamses Venner, så ønsker Flemming fortsat farens anerkendelse og kærlighed og føler sig stadig splittet mellem at være Flemming og Bamse.

Den anerkendte skuespiller Anders W. Berthelsen ses i rollen som Flemming “Bamse” Jørgensen. Han har tidligere været med i filmsucceser som “Ser du månen, Daniel” og “Klassefesten”. Käte Jørgensen, Flemming “Bamse” Jørgensens hustru, spilles af Johanne Louise Schmidt.

“Bamse” er instrueret af Henrik Ruben Genz, der bl.a. står bag filmene “Erna i krig”, “Frygtelig lykkelig” og “Gud taler ud”.

Filmen er blevet til med støtte fra Music City Aarhus 2022 med flere.

Tags:


Torsdag d. 25. august
Biografer i hele landet



MusicCityAarhus_logo2

Vi bruger cookies for at sikre dig den bedst mulige oplevelse på vores hjemmeside.