Fotoudstilling: Lydbilleder fra en by

Fotoudstilling: Lydbilleder fra en by

Start din indre playliste og gå på opdagelse i musikmagasinet GAFFA’s fotoarkiv. I oktober kan du opleve udstillingen Lydbilleder fra en by i hjertet af Aarhus.

Var du med, da TV-2 spillede til Rock mod atomkraft i 1984? Kan du huske, da dj’en Kato fik besøg af den amerikanske rapper Snoop Dogg i 2011? Eller da Medina brød igennem med sit kæmpehit ”Kun for mig” i 2008? Det er nogle af de musikalske begivenheder, som musikmagasinet GAFFA har fotograferet og dokumenteret gennem tiden, og som man nu kan opleve i en fotoudstilling på Store Torv.

Music City Aarhus 2022 præsenterer i samarbejde med GAFFA fotoudstillingen Lydbilleder fra en by, der hylder byens musikere – både dem, der allerede har sat sit historiske lydaftryk, og dem, der farver fremtidens musik. I Lydbilleder fra en by kan publikum se 35 af de bedste fotos af aarhusianske musikere gennem de sidste 40 år.

Et fotoarkiv fuld af musikhistorier
Music City Aarhus 2022 er gået sammen med Danmarks største og ældste musikmagasin GAFFA om at skabe Lydbilleder fra en by. Med base i Aarhus har GAFFA beskrevet og dokumenteret landets musikliv siden 1983 med et månedligt gratis magasin og online artikler. Til udstillingen er GAFFA dykket ned i deres store billedarkiv og har fundet fotos frem, der fortæller hver sin historie om en musiker eller et band i Aarhus. GAFFA er kendt for deres flotte fotoserier og ikoniske forsider, og det er netop nogle af dem, der vil pryde Store Torv i oktober op til og under efterårsferien.

Tags:


D. 3.-24. oktober
Store Torv, 8000 Aarhus C
Gratis



Følg med i Facebookeventet HER.