Sarah Wichman om musikbyen Aarhus

– Jeg bliver en del af den musikscene, som folk kender fra Aarhus. Jeg er en del af det gode selskab, som man tænker på, når ordene musik, upcoming og Aarhus nævnes i én og samme sætning. Det er en kæmpe ære.
Af Anne Bente Volf
Artiklen blev første gang udgivet i magasinet Mærk Aarhus for Århus Stiftstidende den 10. marts

Ovenstående ord er Sarah Wichmanns. Frontfigur og sanger i Aarhus-kvartetten Rigmor.

– Det er jo drømmen. At være en del af den etablerede musikscene i Aarhus. Det er jeg slet ikke i tvivl om. Så at være valgt til at være en af dem, der får lov at åbne Music City Aarhus 2022, er stort for mig. Jeg glæder mig, og hele tiden – hver dag – går jeg rundt og øver mig på teksten til den sang, jeg har valgt som min Aarhus-klassiker, siger Sarah.

– At være upcoming musiker er ikke nogen nem opgave. Man vil det så meget, men vejen er lang, og vi er mange om den samme drøm. Vi bruger meget tid på at øve, drømme og forsøge at få hul igennem. Rigtig mange mails og opkald uden svar. Der skal nerver og en masse tålmodighed til.

– Det tager mange kræfter, men når man så får lov at stå på scenen – foran publikum … så fyldes der ind på kontoen. Det er det hele værd. Hold op en bunke nye kræfter, energi og lyst man får lige der, lyder det.

Smilet er bredt. Taknemmeligheden stor.

Vores album

– Aarhus har så meget at byde på. Jeg elsker den her by. Så mange fede spillesteder. En stor diversitet i, hvad der er til hvem. Alle kan finde noget, der frister – uanset alder, stil, køn og økonomi, siger Sarah.

– Aarhus byder virkelig på meget. Festugen. Spot Festival. Nu Music City Aarhus 2022. Vi er heldige.

I skrivende stund er der kun få dage, til debutalbummet fra Rigmor lander på gaden.

– Det er klart, at vi er nervøse for, hvad anmelderne siger, men vi har lavet noget, vi er virkelig stolte af. Et album, vi virkelig glæder os til at præsentere for Aarhus og for resten af landet.

– Det hele er gået utrolig hurtigt, og så alligevel langsomt grundet coronanedlukningen. Vi har naturligvis, som så mange andre, tænkt tanken: ”Bare vi nu ikke bliver glemt, når det åbner igen …”

Et af beviserne på, at Rigmor ikke er gået i glemmebogen, er, at bandnavnet er på årets Roskilde Festival-plakat.

– Det bliver så stort. Et kæmpe sug i maven, siger Sarah.

Gøre sangen ære

– Det er en stor opgave at fremføre en coverudgave af en tidligere udgivet sang, synes jeg. – Det er jeg ikke vant til. Så at skulle vælge en Aarhus-sang var svært. Umiddelbart havde jeg måske tænkt ”Verden i farver” med Lis Sørensen, men valget faldt på ”Smuk og dejlig” af Anne Linnet.

– Jeg vil gerne gøre både kunstneren og sangen ære. Gøre det ordentligt. Stor opgave. Og sjov. Jeg glæder mig. Jeg er i fuld gang med at sikre mig, at teksten sidder lige i skabet, og så skal der efterfølgende arbejdes med arrangementet. Hvordan den skal drejes for også at rumme lidt af Sarah og Rigmor.

.

Flere BLOGINDLÆG

Sarah Wichmann om musikbyen Aarhus

Han kalder sig selv en mørkhudet mand, men han er en af de hviiiide, som han siger. Aarhus ligger hans hjerte nær. Nok er han født i Tanzania og opvokset i Silkeborg, men seks år af sit kun 28-årige liv har musiker og kunstener JJ Paulo boet i Aarhus

Læs mere »

JJ Paulo om musikbyen Aarhus

Han kalder sig selv en mørkhudet mand, men han er en af de hviiiide, som han siger. Aarhus ligger hans hjerte nær. Nok er han født i Tanzania og opvokset i Silkeborg, men seks år af sit kun 28-årige liv har musiker og kunstener JJ Paulo boet i Aarhus

Læs mere »

Q&A med Albert Helmig, projektleder ved Aarhus Volume

Ridehus1 Takeover skydes igang den 4. marts, og kommer over tre uger til at præsentere upcoming artister indenfor urban genren og vækstlagsmiljøet. Vi har spurgt Albert Helmig, projektleder ved Aarhus Volume som står bag festivalen, hvad man kan se frem til.

Læs mere »
MusicCityAarhus_logo2

Vi bruger cookies for at sikre dig den bedst mulige oplevelse på vores hjemmeside.