MUSIC CITY AARHUS 2022 OFFENTLIGGØR DE FØRSTE BEVILLINGSMODTAGERE AF MUSIKBYÅRETS TO PULJER
34 unikke musikprojekter er blevet udvalgt til at modtage midler i forbindelse med Music City Aarhus 2022. Alle projekter vil udspille sig i 2022 og kan opleves af publikum i Aarhus.
Music City Aarhus 2022 åbnede i august for den første ansøgningsrunde om midler fra musikbyårets to puljer for henholdsvis vækstlag og talentudvikling samt nye samarbejder mellem etablerede aktører. De to puljer modtog i alt 93 ansøgninger og deraf blev 34 ansøgere bevilget midler.
“I første ansøgningsrunde har vi støttet projekter, som udover at vise stort kunstnerisk potentiale rummer diversitet, både i forhold til repræsentation, genrer, geografisk placering, adgang og tilgængelighed, og som bidrager innovativt og nytænkende,” fortæller kurateringsgruppemedlem fra puljen for vækstlag og talentudvikling, Rikke Østergaard, som til dagligt er sangskriver og producer bag alteregoet O/RIOH.
En af de ansøgere, som har modtaget midler fra puljen for vækstlag og talentudvikling, er den nye aarhusianske festival for eksperimentel musik, Alter. Alter udspiller sig i 2022 under temaet “Connection” og skal sætte fokus på mødet mellem forskellige musikalske miljøer, ikke kun under festivalen Alter 2022, men med koncerter spredt over hele året.
“I Alter er vi rigtig taknemmelige for vores støtte fra Music City Aarhus 2022 til vores ambition om at skabe en styrket platform for den musik og kunst, som er legende, undersøgende og udfordrende af natur. Med støtten kan vi bredde vores aktivitet til hele året og dermed forhåbentlig være et samlingspunkt for den eksperimenterende samtidsmusik og -kunst,” fortæller Jeppe Hofmeister Berg, kunstnerisk leder ved Alter.
Højt kunstnerisk niveau, nytænkning og diversitet har også kendetegnet de udvalgte ansøgere fra musikbyårets anden pulje for nye samarbejder mellem etablerede aktører.
“Der var mange spændende ansøgninger i første runde. I næste runde håber vi på at se flere nytænkende projekter inden for den rytmiske musikgenre, i særdeleshed pop og rock,” fortæller kurateringsgruppemedlem Bo Andersen, der til dagligt ejer og leder booking og managementbureauet Scandinavian.
Næste ansøgningsrunde for musikbyårets puljer åbner 1. februar med deadline 1. marts 2022.
Læs mere om puljerne og hvordan du ansøger her.