26 mar Ravi Kuma
Ravi Kuma skyder Aarhus’ musikår i gang med et energifyldt liveshow på Salling Rooftop. Duoen kan blæse taget af en åben himmel og bliver af GAFFA kaldt for “dette lands største og bedste livact”.
Glæd dig til en liveoplevelse ud over det sædvanlige, når Ravi Kuma gæster Sallings stemningsfulde rooftop med udsigt over hele Aarhus. Ravi Kuma kombinerer de rowdy og helt tunge beats med en utrolig charme og nærvær med deres publikum. Duoen består af Sharon Kumaraswamy i front og produceren Aske Knudsen bag knapperne. Ravi Kuma er de seneste par år netop blevet kendte for deres liveshows, hvor de giver alt, hvad de har, til publikummet. Gruppen tager aktuelle og tabuiserede emner op ud fra et menneskeligt, personligt og samfundsmæssigt perspektiv og leverer det med deres karakteristiske skarpe flow.
#KIM
Koncerten afvikles af den aarhusbaserede nonprofitorganisation #KIM – Kvinder I Musik, der kæmper for en feminin repræsentation og diversitet på den danske musikscene. #KIM siger om deres agenda: Vi tror på, at kunst og kultur skal afspejle verden, som den tager sig ud – alsidig. Derfor har organisationen siden 2020 sat det højest på dagsordenen at arbejde på at udfordre og stille skarpt på kønsubalancen i musikbranchen, både på og bagved scenen.