26 mar Thomas Sejthen Trio
Oplev den aarhusianske jazztrio, Thomas Sejthen trio, åbne musikåret med en intim koncert af høj klasse i Teatret Svalegangens stemningsfulde teatersal.
Thomas Sejthen trio spiller jazz med et minimalistisk udtryk og et tæt og unikt sammenspil. Alle kompositioner er skrevet af Thomas Sejthen, og til koncerten kan publikum forvente at komme ind i et rum af intim og intens lyd spillet med nærvær og nerve. Trioen henter bl.a. deres inspiration fra Monks skæve univers, den traditionelle jazztriolyd og moderne eftertænksomme ballader, hvor ro og melankolske klangflader smelter sammen i en enhed. Trods den brede inspiration er opleves musikken som både tilgængelig og tiltalende. Trioen består af Thomas Sejthen på kontrabas, Mads Ole Erhardsen på saxofon og basklarinet samt Jesper Bo Knudsen på Trommer.
Teatret Svalegangens intime teatersal danner rammerne for begivenheden, og publikum kan forvente en kunstnerisk oplevelse af fineste kvalitet, når Thomas Sejthen trios lydlige univers smelter sammen den særlige teaterstemning. Koncerten afvikles i samarbejde med Aarhus Jazz Festival, der ud over selve festivalen i juli præsenterer aarhusianerne for jazz i en række forskellige sammenhænge året rundt.
Om Aarhus Jazz Festival
Aarhus Jazz Festival er en almennyttig forening delt op i to dele: En bestyrelse og et sekretariat. Bestyrelsen og sekretariatet er ansvarlig for den overordnede planlægning af festivalen herunder ansøgning af fonds- og sponsormidler, udgivelse af fælles program på dansk og engelsk, opdatering af hjemmeside, facebook, plakat, T-shirts, bannere i Aarhus By og anden markedsføring samt generel information om festivalen. Aarhus Jazz Festival står også bag den årlige Aarhus Jazz Talent Pris.
Aarhus Jazz Festival står for koncerter i Helsingør Theater, Den Gamle By og i 2021 med koncerter på spillestedet Atlas og særlige tiltag som Nye Spor-samarbejdet med aktører fra det klassiske musikmiljø, børnejazz og enkelte koncerter med danske og internationale musikere på andre spillesteder. Øvrige koncerter er organiseret af foreningens medlemmer eller i et samarbejde med festivalen, der fungerer som en paraplyorganisation for medlemmerne.