KIM sætter stemme og ansigt på mangfoldigheden
i dansk musik med endags-festivalen KIM KALAS

Repræsentationen i den danske musikbranche er i fokus, når den Aarhusbaserede nonprofit-organisation KIM slår dørene op til endagsfestivalen ‘KIM KALAS’ den 03.12.2022 på Turkis, Aarhus.

“Kunsten er til for alle” – og skal dét udsagn for alvor lykkedes, så skal den også afspejle vores samfund, som det tager sig ud. Det mener organisationen KIM, og derfor inviterer de til tværkunstnerisk festival, KIM KALAS, for at hylde mangfoldigheden og fællesskabet med en kurateret talk, performance art og masser af musik. KIM KALAS sker i et samarbejde med spillestedet Turkis, der også arbejder for en bredere repræsentation i musikbranchen.

Talk, musik og performance art i repræsentationens navn
KIM KALAS præsenterer et stærkt musikalsk lineup, der tæller nogle af dansk musiks mest interessante navne: Asbjørn, Alpas Ave, Lydmor, Melodi Ghazal og Reveal Party.

Derudover hylder KIM mangfoldigheden gennem en talk, der består af en række repræsentanter fra forskellige led af musikbranchen, som blandt andet tæller: Frederik Diness Ove, grundlægger af Queer Music Agency, Marie Hobitz Filtenborg, musikjournalist og radiovært på P6 BEAT og Asbjørn Toftdahl Terkelsen, musiker under kunstnernavnet Asbjørn. Talken har til formål at diskutere nogle af de udfordringer, der knytter sig til den skæve repræsentation i musikbranchen og udfolde hvad en nuanceret repræsentation gør for vores kultur.

Slutteligt kommer dramatiker og performance kunster, Regina Rex [De/Dem – hun/hende], desuden og besøger kalaset med en performance om kvinderolles klaustrofobiske rum, der bliver mærkbar gennem geometrisk koreografi og en tiltagende groteskhed.

Repræsentationen på dagsordenen
Det er efterhånden blevet et kendt faktum at kønsuligheden præger musikbranchen, hvilket store rapporter fra 2022 bevidner. Bl.a. kunne Mandags Morgens opgørelse over musikeres arbejdsforhold, berette om en udtalt forskel i lønindkomsten blandt mænd og kvinder, såvel som i procentdelen af udøvende musikere, der talte et stort overtal af mænd. Ligesom som DR og Bandakademiets rapport, ’Kvinderne i musikken’, kunne oplyse om strukturelle udfordringer som maskuline normer, aldersdiskrimination og generelle snævre muligheds-rammer for kvindelige musikere. Disse er blot nogle af de strukturer der fastholder de svære vilkår for den kvindelige del af branchen.

Men som virkeligheden ændrer sig, gør nuancerne i diskussionen om repræsentationen i musikbranchen også. Vores sprog for kønsudtryk og seksualitet er blevet større – og dermed også diskussionen om køn i musik-branchen. Om KIM KALAS, siger Gry Colding Ebbesen, musiker og kunstnerisk leder i KIM: “Vi håber, at vi med et mangfoldigt lineup til KIM KALAS ikke bare bidrager til, at vores publikum får en god aften, men også at så mange som muligt kan genkende sig selv i det, de ser på scenen. Måske er der endda nogen, der opdager en rollemodel eller et forbillede, de førhen har manglet”.

I en verden, hvor der stadig er undertal af kvindelige musikere på festivalplakaterne, er queers, non-binære og transkønnede stærkt underrepræsenterede på den danske musikscene. Det vil KIM gerne udfordre, gennem et brag af en endags-festival, der hylder mangfoldigheden og stiller skarpt på vigtigheden af en flerdimensionel, bred repræsentation og hvad den gør for vores kultur.

Om tankerne bag bookingerne, udtaler Tilde Hesteng Byrialsen, der er politisk leder i KIM og som til daglig arbejder som psykolog: ”En positiv repræsentation af identiteter, der ligner vores egen, spiller en afgørende
rolle for vores mentale trivsel. Derfor er en bred og positiv repræsentation af mange forskellige mennesketyper i kulturen enormt vigtig. Derfor booker vi med en bred repræsentation for øje, så publikum forhåbentlig kan finde noget, at spejle sig i – og sidenhen støtte repræsentationen gennem den måde de forbruger musik og kultur på.”

Med KIM KALAS får snakken om repræsentation in musikbranchen en tydelig stemme. Kulden lukkes ude og mangfoldigheden blomstrer inde i varmen, d. 3. december på Turkis, Aarhus. En aften fyldt med musikalske indtryk, debatter og ikke mindst; menneskeligt fællesskab.

KIM KALAS har æren af at kunne præsentere følgende optrædende kunstnere:

Asbjørn har med sit særlige take på alternativ pop, markeret sig som en af de mest toneangivende navne på den alternative popscene. Hans musik har mødt stor ros herhjemme, såvel som i udlandet, hvor han har turneret som headliner i både Kina og Tyskland. I 2019 forlod han Universal for at skrive og producere sit eget album fra bunden. Det kom der hans tredje album, ”Boyology” ud af, der udkom først på året. Her kvitterede GAFFA med fem stjerner, med ordene; “Boyology står som et sublimt popalbum og en ode til alle dem, der ikke passer ind”. Senest er Asbjørn aktuel med singler, hvor samarbejder med både Tessa og Dayyani, der begge hviler på politiske budskaber om samtykke og at måtte være den man er.

Lydmor har med sin karakteristiske stemme og sin eksperimenterende elektropop manifesteret sig som et centralt navn på den danske musikscene. Elektro-musikeren, der også går under navnet Jenny Rossander, har turneret verden rundt med sit farvestrålende og pulserende elektropop-show, ligger nu de storslåede elementer
på hylden, for at skifte det ud med den blottede sang. Blandt andet med henblik på at vække et anderledes liv i sine maleriske sange. Idéen til konceptet kom da hun i 2018 fortryllede SPOT FESTIVAL’s ”Naked Sessions” med sine nedbarberede sange, kun understøttet af et klaver. Et koncept, der viste sig at kunne tilføje hendes sange noget helt specielt. Derfor glæder vi os til at præsentere Lydmor helt tæt på, mens hun lader os genbesøge sit bagkatalog på en helt ny måde med LYDMOR – NAKED.

Melodi Ghazal laver udkants-pop i et musikalsk univers hvor sprog og referencer flyder sammen og skaber nye sammenhænge. Den dansk-iranske komponist, producer og sanger, hedder Melodi Soltani sit danske pas. Men i sit iranske hedder hun Ghazal Soltani. Denne identitets-forskydning er omdrejningspunktet for hendes musikalske univers, som afspejler sig både sonisk og lyrisk i hendes musik. Ghazal skriver ørehængende melodier og skaber legesyge rytmer og produktioner, der går lige i hjertet.

Reveal Party fortæller historier om kærlighed og sit liv som transkvinde med en tryllebindende følsomhed og spiddende sarkasme. Emily Holm Nyhuus, er stemmen bag projektet og debuterede i med EP’en “You Stole a Year of My Life”, der fik stor ros af både danske og internationale medier. I 2021 modtog Reveal Party musikprisen ved Danish Rainbow Awards og i 2022 udgiver hun en EP-triologi med den samlede titel “You’re My Favorite Person”. Sangene kredser om at eksistere i et kaos af komplicerede følelser, og hvordan man kan være nødt til at kappe enhver forbindelse til dem, når de bliver for svære.

Alpas Ave består af Marianne Ernst Dam og Martin Pilgaard Grishauge. Den danske duo, har med deres alternative ”dark-pop”, gjort sig bemærket som nogle der skiller sig ud. De har nemlig sat deres helt egen musikalske dagsorden. Det er også deres debut-EP’en ’Black Mirror’ et eksempel på, der modtog fem stjerner hos
GAFFA og blev nævnt som én af ugens fem vigtigste album hos både Soundvenue og Bands of Tomorrow.

KIM KALAS er støttet af Musikpuljen Aarhus, Statens Kunstfond og Music City Aarhus 2022

Flere nyheder

Aarhus’ nykomponerede børnesang udgives som noder til alle folkeskoler i byen

‘Solens sang’ er navnet på byens nye børnesang, som blev komponeret af sanger, producer og sangskriver Katrine Stochholm samt en række skolebørn i foråret 2022. Sangen blev fremført for første gang for Dronningen til Hendes Majestæts Regeringsjubilæum i Mindeparken den 3. juni, og nu bliver sangen udgivet som noder og uddelt til alle folkeskoler i byen.

Læs mere »
MusicCityAarhus_logo2

Vi bruger cookies for at sikre dig den bedst mulige oplevelse på vores hjemmeside.