LET’S LISTEN TOGETHER: Seks aftenkoncerter på programmet for Music City Aarhus 2022’s afslutning

Hele seks koncerter tilføjes nu programmet for LET’S PLAY TOGETHER – den officielle afslutning af Music City Aarhus 2022. Seks lokale arrangører sætter deres præg på aftenen med meget forskellige koncertoplevelser lige fra klassisk over elektronisk til eksperimenterende improvisation og indiepop.

Når mørket falder på for afslutningen på Music City Aarhus 2022 d. 17. december, er det tid til at trække indendørs, og musikken følger naturligvis med. Under overskriften LET’S LISTEN TOGETHER har Music City Aarhus 2022 sammen med en række af byens dygtige aktører lavet et program med aftenkoncerter, der på hver deres måde præsenterer genrer, tendenser og venues, der har hjemme i Aarhus.

De foreninger og arrangører, som står bag aftenkoncerterne, er MUX, Nebula, VVE Collective, Admeta String Quartet, Tony Nguyen og det turkise telt. De stiller alle med spændende koncertoplevelser rundt omkring i midtbyen fra kl. 20:00 – nogle på mere alternative venues end andre. F.eks. vil de improviserende musikere fra konceptet Nebula spille på Teatret Svalegangen, DJ’s fra VVE Collective fyrer op for natten på Scandic Aarhus City, og pianisten Tony Nguyen giver koncert på pianoværkstedet Mattsson & McGehee.

Hotel med musikalsk baggrund

Bag Scandic Aarhus City’s facade lå i 1970’erne og 1980’erne det, der hed Aarhus Musikteater og Teatercafeen. I en årrække var det hjemsted for den spirende punkscene i byen, som bl.a. Jacob Haugaard var en del af. Under åbningen af Music City Aarhus 2022 d. 26. marts åbnede Scandic Aarhus City op for musikken og publikum igen til en koncert med punkpop-bandet Sauna Senere. Nu ved musikbyårets afslutning inviteres musikken endnu engang indenfor, denne gang, som skrevet, med DJ-kollektivet VVE som medspillere.

Koncerterne er en del af LET’S PLAY TOGETHER – Den officielle afslutning af Music City Aarhus 2022.

Om koncerterne

Admeta String Quartet x Bora Bora
Kl. 20:00 på Bora Bora
Admeta String Quartet er en Aarhus-baseret strygekvartet bestående af fire viljestærke kvinder, der mødtes under deres bachelorstudium på Det Jyske Musikkonservatorium. De har spillet sammen i 3 år, og udover at spille deres egne koncerter har de indspillet filmmusik, optrådt og indspillet med artister som Dawda Jobarteh og Sune Pors og er tit at finde på scenen med både klassisk repertoire, folkemusik og pop. D. 17. december går Admeta String Quartet på scenen med et repertoire inspireret af de nationaliteter, som musikerene repræsenterer; Danmark, Norge og Spanien.

Reflections x det turkise telt
Kl. 20:00 på turkis
Det turkise telt inviterer indenfor til en aften, hvor tre musikere mødes for skabe at skabe en enestående musikalsk oplevelse. De tre musikere er cellist, Rosanna Lorenzen, harpist Helene Tungelund og (TBA). Rosanna Lorenzen er en dansk/iransk komponist, cellist og lydkunstner. I sit soloprojekt, ROSYAN, udforsker hun mødet mellem den akustiske og elektroniske verden. Helene Tungelund spiller harper og synger. Under kunstnernavnet Sylfide giver hun et moderne bud på den nordiske folkemusiktradition.

Tony Nguyen x Pianoværkstedet Mattsson & McGehee
Kl. 20:30 på Pianoværkstedet Mattsson & McGehee
Pianisten Tony Nguyen er en lokal klavervirtuos og prisvinder. Som musiker kan man møde ham som både solist, kammermusiker og liedakkompagnatør. Tony Nguyen har været vidt omkring for at uddanne sig i klassisk klaver, og lige nu går han i solistklassen ved Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus. Ved afslutningen på Music City Aarhus 2022 kan publikum møde klavertalentet ved en lille, intim koncert i Pianoværkstedet Mattsson & McGehee. Her kan folk glæde sig til at høre to klaverværker af Liszt og Rued Langgaard, som Tony Nguyen har udvalgt særligt til lejligheden.

iiris x MUX
Kl. 21:00 i A-Huset, Institut for (X), Godsbanen
MUX inviterer d. 17. december ind til en ganske særlig oplevelse i A-huset. Sammen med det aarhusbaserede, nye, men allerede erfarne band iiris vil de skabe magi i en time, hvor de tilstedeværende får mulighed for at hengive sig til musikken. December kalder på eftertænksomhed og nærhed, og netop dét bringer iiris med sig.
iiris skriver intime og ærlige sange om ynkelighed, vrede, fomo (fear of missing out) og forelskelse. iiris er lyden af manipulerede strenge og stemmer, nostalgiske klangflader og fortællinger om alle vores bedste og værste dage.

Nebula x Teatret Svalegangen
Kl. 21:00 på Teatret Svalegangen
Nebula er en kurateret koncertserie, der hylder det ukendte i kunsten at improvisere. Ved koncerterne sættes forskellige artister og musikere sammen for at performe på lige fod på tværs af musikalske stilarter med det formål at skabe nye, kreative udvekslinger. Koncerterne opføres hver gang på et nyt sted.
Som en del af afslutningen på Music City Aarhus 2022 har Nebula sammensat en håndfuld ekstremt talentfulde, åbne og højt kvalificerede musikere fra hver deres musikalske område. På scenen kan opleves Jacob Bellens, Mathias Winther, Øyunn, Jens Peter Møller og Modou Traoré.

VVE Collective x Scandic Aarhus City
Kl. 21:00 på Scandic Aarhus City
VVE står bag en helt særlig koncert med en række DJ’s, der vil fører publikum igennem aftenen med vilde vibrationer i Scandic Aarhus City ved afslutningen på musikbyåret. VVE Collective er et Aarhus-baseret musikkollektiv repræsenteret af kvinder og nonbinære, som blev etableret i 2020. Formålet med VVE er at støtte hinanden og dele deres fælles kærlighed til musik. Denne aften kan publikum se frem til at møde DJ Freckles, DJ Bobcat, Mumoxxo, Jaquita, Namdori og QT Carter.

Flere nyheder

Aarhus’ nykomponerede børnesang udgives som noder til alle folkeskoler i byen

‘Solens sang’ er navnet på byens nye børnesang, som blev komponeret af sanger, producer og sangskriver Katrine Stochholm samt en række skolebørn i foråret 2022. Sangen blev fremført for første gang for Dronningen til Hendes Majestæts Regeringsjubilæum i Mindeparken den 3. juni, og nu bliver sangen udgivet som noder og uddelt til alle folkeskoler i byen.

Læs mere »
MusicCityAarhus_logo2

Vi bruger cookies for at sikre dig den bedst mulige oplevelse på vores hjemmeside.