Liebesbriefe // Trennungsbriefe

Liebesbriefe // Trennungsbriefe

Et værk til den braste kærlighed! Hør Århus Sinfonietta sætte toner på følelserne efter et endt forhold, når de opfører Thomas Agerfeldt Olesens nye værk “Trennungsbriefe”.

Århus Sinfonietta har i mange år haft et givende og inspirerende samarbejde med komponist Thomas Agerfeldt Olesen. Med bestillingen af Trennungsbriefe udfoldes denne relation yderligere med en videreudvikling af både fortælling, musik og spilletekniker, baseret på Agerfeldts Liebesbriefe, som blev skrevet til Århus Sinfonietta i 2009.

Trennungsbriefe er den efterfølgende historie til Liebesbriefe, som er den himmelske fortælling om komponistens personlige kærlighedsudvekslinger- og breve. Trennungsbriefe bliver i stedet den jordiske fortælling om den efterfølgende braste kærlighed, og er ligeledes en personlig fortælling om et andet af kærlighedens mange ansigter. Til sammen vil de to fortællinger være hovedværker ved to koncerter i Aarhus og København i september 2022, med intense kærlighedsberetninger fortalt med ’sprogmusik’.

Sprogmusik
Med Trennungsbriefe vil Agerfeldt udforske sin betagelse af ’sprogmusik’: en både kompositorisk og spilleteknisk udfoldelse, som Århus Sinfonietta og Agerfeldt i fællesskab fik indgående erfaring med gennem Liebesbriefe i 2009.

”Jeg har ikke set på andre komponisters brug af “sprogmusik”, men har opfundet en særlig måde at notere en sprogligt gestikulerende musik på; sikkert ikke enestående, men ikke desto mindre min egen opfindelse. Min forestilling om sprogmusikken var, at den skulle benytte sig af lige så mange tonefrekvenser som sproget gør. Derfor fjernede jeg nodesystemets fem linjer, så musikerne – i de afsnit, hvor der spilles sprogmusik – kun har nodestystemets øverste og nederste linje at referere til. Disse linjer repræsenterer stadig tonerne, de ville have repræsenteret i et nodesystem med fem linjer, men i Liebesbriefe er de bare fikspunkter i et trinløst frekvensområde. At bevæge sig i et trinløst frekvensområde er det, fuglesang – som vi mennesker tit hører som musik – gør,” beskriver Agerfeldt.

Udover koncerten d. 20 september i Aarhus, afholdes også en koncert i København d. 18. september.

Medvirkende
Jenny Thiele, vokalsolist
Niels-Ole Bo Johansen, trombonesolist
Anders Larsen, trompetsolist
Søren Kinch-Hansen, dirigent
Århus Sinfonietta

Liebesbriefe // Trennungsbriefe er støttet af Statens Kunstfonds Legat- og Projektstøtteudvalg for Musik, Aarhus Kommunes Initiativpulje, Dansk Komponistforening / Koda Kultur, Augustinus Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansen Fonden, Knud Højgaards Fond, William Demant Fonden, Solistforeningen af 1921 og Dansk Kapelmesterforening.

Tags:


Tirsdag d. 20. september kl. 19:30
Åbne Scene, Godsbanen, Skovgaardsgade 3, 8000 Aarhus c
Alm. billet: 125 kr. (excl. gebyr)
Studerende / unge u. 25 år: 50 kr (excl. gebyr)
Køb billet HER.



Læs mere HER.
Følg med i Facebookeventet HER.