15 feb Lyden af Paris
Folkehuset Risskov inviterer indenfor til en hyggelig aften med fransk koncert med duoen Lyden af Paris efterfulgt af fællesspisning.
Lyden af Paris er levende og autentisk fransk musik. Ved koncerten kan du høre den fransk troubadour på klaver og sang Claude Chichon bakket op af virtuosen Emir Bosnjak på musette-harmonika, og genhøre de mange kendte viser sunget af Edit Piaf, Charles Aznavour, Yves Montand, Charles Trenet og Jacques Brel.
De to musikere har udvalgt de bedste numre fra den franske sangskat og spiller dem med sang og harmonika, så du kan få en ægte og autentisk oplevelse – nøjagtig som sad du på en café i Paris. Musikken introduceres med historier fra den franske hovedstad.
Duoen har spillet sammen i sytten år og har skrevet musik til Prins Henriks digte samt indspillet musik med Bent Fabricius Bjerre. Senest har de optrådt sammen med Den Kongelige Livgardes Musikkorps.
Claude Chichon og Emir Bosnjak har udviklet deres sammenspil og højnet kvaliteten af deres optræden, så det altid er en stor oplevelse at høre dem. Og uanset om de spiller som duo eller har et orkestret med, kommenterer publikum deres koncerter med ord som ”det er lige som om at være i Paris”.
Efter koncerten vil der være fællesspisning, som alle er velkomne til at deltage i.
Koncerten er gratis.
Arrangementet er en del af projektet Musikkens år på Folkehusene, som Sundhed og Omsorg samt Music City Aarhus 2022 står bag.