Seismograf: Open call! Stjæl og besjæl et års aarhusiansk musik
Music City Aarhus 2022 rinder ud – Seismograf samler op med den yngste generation. Er det dig, der skal overtage Seismografs Instagram, så du kan vise alle den musik, der har betydet mest for dig i år?
Alle unge hører musik. Alle! De hører alle genrer. De danser med live, streamer alene, deler playlister, youtuber og hater og liker idoler og opdager random lyde. Musik er – som det altid har været – lydtapetet til vores liv. Nu, i 2022, er det netop den musik, DE UNGE har hørt i år, som de vil huske resten af deres liv. Den musik, der gjorde dem til netop dem, de er, og som vil følge dem til dem, de bliver.
Men hvordan vil den yngste generation vise andre, hvilken musik, der har gjort størst indtryk på dem?
I anledning af Music City Aarhus 2022 vil lydmagasinet Seismograf lade de unge kuppe, stjæle og besjæle magasinet med en insta-takeover.
15 håndværkere, hustlere og humanister
Seismograf vil invitere 15 unge håndværkere, hustlere og humanister – kort sagt alle unge musikelskere fra Aarhus’ ungdomsuddannelser – til en intens weekend. På 2 x 5 timer skal de unge skabe dybt personlige takeover-videoer af præcis den musik, der betød mest for dem i 2022. Betød så meget, at de ikke kan holde kæft med det. Så meget, at de vil skrige det ude over byens tage. Så meget at… lad os se, hvad der sker.
Videoerne bliver broadcastet fra Seismografs instagram som en julekalender. En ny, ung musikelskers anmeldelse/reportage/forskræp/pip hver dag.
Vi vil invitere unge fra Aarhus’ ungdomsuddannelser: EUD/X, STX, HF, HHX, HTX, EUX og evt. FGU.
Hvornår:
Workshop: 3. og 4. december
Tilmelding senest 29. november på andreo@seismograf.org eller send en besked på Instagram https://www.instagram.com/seismografmag/
Max antal deltagere: 15
Hvor:
Byhøjskolen
Musikskolen Frontsession // Aarhus Kunstskole // Fotografisk Skole
Mejlgade 53, 8000 Århus C.
+ to koncerter
Hvem
Workshoppen ledes af:
Andreo Michaelo Mielczarek – ansvarshavende redaktør på Seismograf og musikanmelder på Kristeligt Dagblad og Århus Stiftstidende.
Nanna Rohweder – kulturformidler, publikumsudvikler og underviser i borgerjournalistik. Tidligere kulturjournalist på Politiken.