TRINBRÆDTET / V58 / AARHUS MUSIKKONTOR

De fleste vil tænke på det gamle Gnags-hit fra 1983, “Slingrer ned ad Vestergade”, men den århusianske bygade er også kendt som adressen for et af de mest betydningsfulde spillesteder i byens historie: Vestergade 58.

Det var i sin tid skuespilleren Jens Okking, der rykkede ind i de gamle bindingsværkshuse og startede Jazz- og Visekælderen. I 1968 kom stedet til at hedde Jazzhus Trinbrædtet og skiftede senere navn til V58, der begge har haft stor betydning for det århusianske musikmiljø.

Flere lokale og internationale navne kom forbi de historiske lokaler, heriblandt Taurus (senere TV-2), Gnags, Spillemændene, Gasolin, Arosia og Daisy.

Trinbrættet ophørte i begyndelsen af 1970’erne, men musikken fortsatte i den efterfølgende periode ved hjælp af foreningen Musikernes Hus, som bestod af musikere fra grupper, der havde optrådt på stedet. Konceptet holdt kun i et par år, men er et godt eksempel på den drivkraft og det fællesskab, der herskede i det aarhusianske musikmiljø i 1970’erne.

Samtidig med Musikernes Hus blev det alternative booking-bureau Musikernes Kontakt oprettet og de flyttede ind i lokalerne på 1. etage. Fra 1975 skiftede bureauet navn til Århus Musikkontor, og blev naturligt bookere for V58 i stueetagen fra 1979.

Gunnar K. Madsen – nuværende sekretariatsleder for SPOT Festival – fortæller om sin tid som booker for V58: “…de førende danske musiknavne kom til Vestergade. Alle ville spille der.” Det var også på V58, at bandet Kliché spillede sin debutkoncert 5. maj 1978.

I dag er Århus Musikkontor blevet til Skandinavian, der blandt andet repræsenterer artister med tilknytning til Aarhus som TV-2.

I nyere tid har det primært været jazzmiljøet, som har benyttet sig af lokalerne på Vestergade 58, blandt andet til koncerter under Aarhus Jazz Festival. I 2016 blev stedet ændret til restaurant, danse- og eventsted under navnet Casa Carola/Casa V58, så musikken lever stadig i de gamle bindingsværksbygninger.

Vestergade 58 (V58) / Aarhus Musikkontor / Trinbrædtet, Vestergade 58P, Aarhus C

V58. Foto: Niels Frøbert, Den Gamle By.
Flyer Vestergade 58, 1979. Foto: Den Gamle By.
Trinbrædtet, Holger Laumann 1975. Foto: Niels Frøbert.

Teksten er udarbejdet af Kirstine Lefevre Sckerl og Kasper Kudsk med tilføjelser af Sofie Sloth Rousing.

Byens Lydspor er udarbejdet i samarbejde med Aarhus Stadsarkiv med støtte fra Kirsten & Gunnar-fonden.

Find flere skiltehistorier